Forældre: Plads til alle?

|

10. november 2018
Forsker Maria Ørskov Akselvoll fortæller om forældresamarbejdets vigtigste faldgruber, og hvad du kan gøre for at undgå at falde i dem.

Sociolog Maria Ørskov Akselvoll har forsket i forældresamarbejde set fra forældrenes side. Hendes undersøgelser viser, at samarbejdet ikke altid er af det gode – for alle. Her fortæller hun om nogle af forældresamarbejdets vigtigste faldgruber, og hvad du kan gøre for at undgå at falde i dem.

Hvad viser din forskning om forældresamarbejde?

Min forskning viser noget, som de fleste lærere, pædagoger og forældre nok godt ved i forvejen, nemlig at det er meget forskelligt i en forældregruppe, hvor aktivt forældre involverer sig i klassens sociale liv. Man hører ofte, at det er ’Tordenskjolds soldater’, og sådan var det også på de skoler, jeg undersøgte.
Men min forskning viser også noget, som de fleste måske ikke er så opmærksomme på: At forældre har forskellige forudsætninger for at engagere sig i trivsel, dvs. være aktive i festudvalg, deltage i sociale sammenkomster og hytteture, arrangere legegrupper osv. At det med andre ord ikke handler så meget om vilje, som det handler om hverdagsliv og social baggrund.

Det var typisk forældre med videregående uddannelser og gode indkomster, der var mest aktive i skolen. Det var dem, som var mest aktive på Forældreintra og bedst til at afkode og sortere i den digitale (og skriftlige) informationsstrøm fra skolen. Det var også dem, som talte mest ved forældremøder og skole-hjem-samtaler, og det var dem, som sad i trivselsudvalg og stod for at organisere og udføre klassens sociale arrangementer. Kort sagt, så var det de veluddannede middelklassefamilier, der levede op til skolens krav og forventninger om deltagelse.

Det fortæller os, at modsat vores intentioner om lige muligheder for deltagelse i skole-hjem-samarbejdet, så spiller ressourcer altså en rolle for, hvordan forældre kan indgå i samarbejdet og dermed også, hvor aktivt de kan støtte deres barn. Og jo mere forældre forventes at engagere sig, jo vigtigere er det, at vi er opmærksomme på, at samarbejdet også stiller krav til forældrenes ressourcer.

Selv om det er i skolen, jeg har studeret forældresamarbejdet, så mener jeg, at mine fund er lige så relevante i dagtilbud. Forældre involveres i mange tilfælde på de samme måder ift. trivsel, og det vil være nogle af de samme mekanismer, der gør sig gældende.

Hvorfor er det svært for nogle forældre at indgå i samarbejde?

Der er to ting i det. Det ene er, at involvering i trivselsarrangementer helt konkret kræver tid, som jo ofte er den ressource, som de fleste børnefamilier i forvejen ikke har nok af. Der skal med andre ord findes plads til samarbejdet i familiens hverdagsliv, og det ser forældre ud til at have meget forskellige muligheder for. Skal du fx holde legegruppe, er du måske nødt til at gå tidligere fra arbejde for at være vært. Hvis du har flere børn, skal afhentningen af dem måske koordineres. Måske skal legegruppen blive og spise, så du skal forberede mad, mens du holder et vågent øje med, om legen kører, som den skal. Det kræver derfor også en form for hverdagsoverskud, vi sjældent taler højt om – altså at man som børnefamilie har det mentale overskud og energien til at engagere sig. Eller at det rent praktisk kan lade sig gøre – det kan også handle om, hvorvidt man har plads nok eller er en eller to forældre i hjemmet.

Det andet er, at de gængse former for trivselsarrangementer, som vi ser mange steder – fællesspisning, forældrefester, hytteture eller legegrupper – kræver at forældre skal indgå i et socialt fællesskab med de andre familier i en klasse. Det er ikke alle forældre, der er komfortable med de former, og med at skulle omgås de andre forældre socialt. Det opleves af flere som en arena, hvor der er et pres til fremstå ’overskudsagtig’. Igen er det meget forskelligt, hvordan det opleves af forældre; nogle synes det er okay og hyggeligt at lære de andre at kende, andre finder det grænseoverskridende og noget de udelukkende gør, for at deres barn ikke skal komme udenfor fællesskabet.

På de skoler, jeg undersøgte, var det typisk de mest aktive forældre som også godt kunne lide at deltage i det sociale. Og fordi det netop var disse forældre, som sad i trivselsudvalgene, så kom arrangementerne til at afspejle netop denne gruppes egne forudsætninger og ønsker. Og det er netop det med ’Tordenskjolds soldater’: Når skolen – som den gør de fleste steder i dag – giver trivselsstafetten videre til forældrene, så bliver det let en særlig gruppe, som ’griber bolden’, og som måske får sat barren for deltagelse lidt for højt for resten af forældregruppen. På den måske kan forældresamarbejdet også resultere i en lukket klub og komme til at ekskludere – og det er der jo ikke meget fælles trivsel i. Som en mor i min undersøgelse sagde: ”Det gælder om at finde en fællesnævner for arrangementerne”.

Hvad kan man som fagperson gøre?

Fagpersoner skal være opmærksomme på, hvordan samarbejdet og forventningerne ser ud fra forældrenes perspektiv. Prøv at sætte jer i forældrenes sted og forestil jer, hvordan forskellige initiativer mon opleves af forskellige forældre i de hektiske hverdagsliv, de nu engang skal passes ind i. Hvordan opfordringer til sociale aktiviteter opleves af forældrene, og om det er realistiske forventninger eller forventninger, som tager udgangspunkt i en særlig familie- eller forældretype?

Man kan bruge det, vi i sociologien kalder den ’sociologiske fantasi’, som er evnen til at forestille sig, hvordan samspillet mellem institutionen og familien egentlig udspiller sig – dvs. at være opmærksomme på hvordan forældres ressourcer har betydning for deres muligheder for at indgå i samarbejdet.

Mere dialog med forældrene, om hvad de har af ønsker til samarbejdet, kan også være gavnligt – men man skal i den sammenhæng huske også at gøre plads til kritik. I mit studie var det nemlig tydeligt, at kritik af samarbejdet er svært at fremføre i skolens rum. Ingen forældre havde lyst til at blive opfattet som besværlige, asociale eller imod fællesskabet, og i mange tilfælde ville de hellere tie stille end at give deres mening til kende. Det er en af årsagerne til, at en koncept som legegrupper bliver vedtaget i en forældregruppe, for så at glide stille og roligt ud i sandet, når de ikke bliver holdt. Det kan man som fagperson godt være den, der siger højt, når der på forældremøder tales om samarbejde og involvering i det sociale. I forhold til forældremøder, er mine råd: Gør det legalt at tænke ud af boksen, at komme med kritik eller sige ’nej’ og hjælp alle stemmer til at blive hørt – måske ved at I selv spiller ’djævelens advokat’ til forældremøderne.

Om Maria Ørskov Akselvoll

Maria er sociolog og har skrevet ph.d.-afhandling om forældreperspektivet og betydningen af klasseforskelle i skole-hjem-samarbejdet. I sin forskning viser Maria, hvordan skolens krav om forældreinvolvering i læring og trivsel i stigende grad forudsætter ressourcer, og hvordan de krav giver forskellige forældre forskellige muligheder og begrænsninger for at hjælpe deres barn til at klare sig godt i skolen.

Læs mere om Maria, og hent hendes afhandling.

3 gode råd til, hvordan du inkluderer forældre

Sådan skaber du bedre plads til alle

  1. Brug digital kommunikation med omtanke og måske efter devicen ’lidt, men godt’. Store mængder af skriftlig information er kompetencekrævende at navigere i og kobler nogle forældre af samarbejdet.
  2. Sæt rammerne for forældrenes involvering i trivsel, så flest mulig forældre kan være med. De fleste forældre vil gerne komme til nogle få arrangementer, og helst hvis arrangementerne har børnene i centrum, ikke forældrene.
  3. Hav blik for, om det sociale liv uden for klasseværelset er en ’lukket klub’, og om du som fagperson kan skrue på nogle knapper, der gør det mere inkluderende. Pejlemærker kan være, at arrangementer ikke må kræve oceaner af tid, gribe ind i almindelig arbejdstid, forudsætte to forældre i hjemmet, eller koste penge.

Artiklen er skrevet af: Birgitte Krogh Therkelsen

Andre nyheder

Materialer og aktiviteter for forskellige aldersgrupper