Forældre er medskabere af børns trivsel

Kender du det, at du pludseligt hører noget, du har sagt, komme ud af munden på et af børnene på stuen eller i klassen? Eller at du oplever et barn kopiere sin fars handlinger?

Det sker ret tit, og det er ikke så mærkeligt, for børn er på en vigtig mission. De vil gerne lykkes, og derfor spejler de sig i deres omgivelser – især i os voksne – i forståelsen af, at ”hvis andre gør sådan, så er det sådan man opfører sig”.

Voksne er vigtige rollemodeller for børn, og måden, vi er på sammen med dem på, betyder lige så meget – hvis ikke mere – for deres handlinger, som hvad vi taler med dem om.

Det gælder fagpersoner og naturligvis børnenes egne forældre, men det gælder faktisk også de andre børns forældre.

Ikke anonyme i deres børns fællesskab

I dagtilbuddets eller skolens rammer er forældre mere sammen med hinandens børn, end de måske lige tænker over.

Hvis et forældrepar bruger 10-15 minutter på at aflevere om morgenen og det samme ved afhentning, tilbringer de 2-2½ time om ugen i børnehaven. I en institution med fx 70 børn, betyder det, at der er forældre til stede op mod 175 timer om ugen. Det er alligevel noget.

Og selvom de har travlt med deres eget barn – og med at lede efter vanter, huske madpakken eller orientere sig i dagens aktiviteter – så er de ikke anonyme for de andre børn omkring dem og i børnenes indbyrdes fællesskab.

Det skal vi minde forældrene om, for med selv en lille indsats kan de gøre en stor forskel for at skabe og understøtte de trygge rammer, der er forudsætningen for et positivt børnefællesskab. Ikke kun for deres egne børn, men for ALLE børn.

Det begynder med et ‘hej’

Det behøver ikke være svært. Et godt sted at begynde kunne fx være med et ’hej’.

Hvis Alfreds far husker at hilse på Ida – også på de travle morgenener, lige før lukketid eller selvom Ida går i parallelklassen – så anerkender han Ida og viser både hende, Alfred og alle de andre børn, hun er en vigtig del af fællesskabet. Det er en lille ting, men det betyder meget for stemningen og følelsen af, at her er rart at være. Især når Alfred ugen efter også begynder at sige hej til Ida.

Men hvordan kan man konkret arbejde med at inddrage? Skal det være gennem forældreudvalg, bestyrelsesarbejde, arbejdsweekender, kagebagning eller ambitiøse fællesarrangementer og fester?

Ikke nødvendigvis.

Faktisk er det bedre at planlægge færre og mere simple arrangementer, som ikke kræver, at forældrene skal bruge en masse arbejdstid eller af deres sparsomme fritid. Sætter I barren lavt mht. hvilke ressourcer (i form af fx tid, penge og kager) I forventer, at forældrene bidrager med, så er I med til at sikre, at alle kan være med.

Du sætter rammen – og også for forældrenes bidrag til fællesskabet

Det vigtigste er, at det ikke er ’overskuds-mor’ eller ’travle-far’, der lægger niveauet, men – ganske som når I arbejder med børnene – jer som fagpersoner, der tager ansvaret for at sætte rammerne på en måde, hvor alle kan være med.

For selvom børn tilbringer det meste af deres dag i dagtilbuddet eller i skolen, så er forældre på mange måder på udebane og kan blive usikre på, hvad og hvor meget de kan gøre – og i den usikkerhed gør de måske enten for meget eller slet ingen ting.

At sige ’hej’ kan alle være med på, hvis de forstår, hvorfor det er en værdi, I lægger vægt på hos jer, og at det er vigtigt – af hensyn til børnene.

Børnene skelner ikke mellem forældre og fagpersoner i forhold til, hvem de betragter som rollemodeller. For børnene er det også helt lige meget, hvor mange hjemmebagte boller, deres far bidrager med.

For dem er det vigtigste, at forældrene er der. At de møder op. Og ser dem og det fællesskab, de er en del af.

Vi håber, I er blevet inspireret – I finder forslag til aktiviteter herunder.

Rigtig god fornøjelse!