Børnestafet – en hurtig runde

0-3 år | 3-6 år | 6-9 år | Børnestafetten | Gratis aktiviteter | Med børn | Med forældre | Med kolleger

Børnene løber stafet med den lille Bamseven som en fællesskabende aktivitet – alle vinder.

Med den lille Bamseven i hænderne løber børnene i små grupper rundt om huset eller legepladsen. Alle vinder, børnene får en fælles oplevelse, og I får en mulighed for at tale med dem om værdierne og om at være gode kammerater.

Sådan gør I

En uge inden Børnestafetten

  • Print flag, start- og mål-banner, medalje-rosetter og startnumre til børnene.
  • Hvis I har lyst, kan børnene farvelægge nogle af materialerne.
  • Lim materialerne på pinde, snor – følg anvisningen på materialerne.
  • Vælg en rute, børnene skal løbe. Længden på ruten afhænger af børnenes alder, og hvor meget tid I har til arrangementet. Evt. rundt om huset eller på legepladsen.
  • Øv jer på det med at heppe, at finde på et kampråb, at aflevere bamsen til de næste osv.

På dagen for løbet

  • Sæt flagene op langs ruten, og hæng start- og mål-banner op.
  • Del børnene op i mindre grupper. Bland store og små, piger og drenge. Grupperne skal være så små, at børnene kan løbe sammen uden at løbe ind i hinanden. Giv alle børnene i gruppe 1 en lille Bamseven med i hånden.

Løbet

  • Start løbet ved at sende gruppe 1 af sted. Når de kommer i mål, afleverer de deres bamsevenner til deres kammerater i gruppe 2, der står og venter. OBS: gruppe 1 er først kommet i mål, når hele gruppen har afleveret deres bamser. De skal altså støtte hinanden i at nå i mål. Det samme gælder for alle de næste grupper.
  • For at understrege, at det ikke gælder om at komme først, kan I opfordre børnene til at bevæge sig på forskellige måder: baglæns, dansende, hoppende, med hinanden i hænderne.
  • Hvor mange grupper, der sendes af sted, afhænger af, hvor mange børn I har med. I kan lave så mange runder, I har lyst til.
  • Alle de børn, der ikke lige løber, står og hepper ved målstregen.
  • Alle hepper på alle, og alle er vindere. Det gælder ikke om at komme først i mål, men at alle kommer i mål.
  • Print og uddel forældrefolderen, hvor forældrene kan læse om Børnestafetten og Fri for Mobberis fire værdier.

Det skal I bruge

  • Materialerne til Børnestafetten – kommer snart i webshoppen.
  • Pinde, snor, pap og sikkerhedsnåle til materialerne.
  • Så mange små Bamsevenner, at hvert barn i gruppe 1 har én hver.

Tips

Jo ældre børnene er, jo mere giver det mening at tale med dem om værdierne – find inspiration her: Børnestafet – Det store brag. For de yngre børn benævner du bare værdierne undervejs i aktiviteten. Fx ”I passer godt på hinanden, når I løber, så I ikke løber ind i hinanden”, ”når I hepper på hinanden, gør I hinanden glade”, ”ikke alle løber lige hurtigt – det gør ikke noget, for i dag handler det ikke om at komme først”.

 

Hvis I vil benytte lejligheden til et større event, kan I finde inspiration i Børnestafet – Det store brag

Pædagogisk formål

Aktiviteten kan bruges til at arbejde med Fri for Mobberis fire kerneværdier. Samtidig styrker det børnenes fællesskab, når de bevæger sig sammen.

Relaterede

Materialer og aktiviteter for forskellige aldersgrupper

Få viden, tips og tricks til arbejdet

med børns trivsel og sociale

udvikling direkte i din indbakke.