Det nye mobbesyn

| | , |

3. november 2021
Selvom mobning ikke forekommer blandt 0-3 årige, kan det alligevel være en god idé at få indblik i mobningens mekanismer. Læs i denne klumme om det nye mobbesyn, og hvorfor trygge børnefællesskaber kan hjælpe de mindste i deres sociale udvikling og forebygge mobning fremadrettet.

Kender du den sjove selskabsleg, hvor I danser rundt mellem stole, og når musikken stopper, skal alle skynde sig at sætte sig på en stol? Men der mangler altid én stol i forhold til antallet af deltagere. Den, der ikke når at sætte sig, er ude.

Stoledansen er jo bare en leg, og derfor er det sjovt at løbe rundt og prøve at finde en stol. Men måske genkender du også følelsen af, at det kan være stressende og lidt ubehageligt?

De mekanismer, der er på spil i stoledansen, ligner meget de mekanismer, der er på spil i en børnegruppe, hvor børnene bliver utrygge ved, om de har en plads i fællesskabet. I både stoledansen og i en børnegruppe sker det, at børn kommer til at skubbe andre ud, for at de selv kan sikre sig en plads. 

Børn har brug for at høre til

Lige fra vi er helt små, er vi afhængige af fællesskaber, som vi kan spejle os i, lære af og skabe nye relationer og venskaber i. Opstår der tvivl om vores plads i fællesskabet, går hjernen i alarmberedskab. Vi bliver utrygge, og vil forsøge at sikre vores plads. Også hvis det betyder, at en anden skubbes ud.

Børn, der oplever at stå uden for fællesskabet, føler sig sårbare og alene. Også på lang sigt. Alene tanken om at stå uden for et fællesskab, kan gøre børn utrygge, og derfor kan der opstå situationer, hvor de kommer til at skubbe andre børn ud. Ellers risikerer de måske selv at havne uden for fællesskabet. 

Ikke det enkelte barn, men fællesskabet

I Fri for Mobberi er det ikke det enkelte barn, men derimod det fællesskab, barnet er eller ikke er en del af, som er i fokus.

Børn starter allerede med at danne relationer, når de er helt små, og derfor kan det være en god idé at arbejde med trygge børnefællesskaber blandt de mindste. Så skaber du et godt fundament i deres videre sociale udvikling.

Du kan fx styrke fællesskabet ved at sikre, at alle børn har tætte og udviklingsstøttende relationer til andre børn. Vær opmærksom på de børn, der har svært ved at danne relationer og hjælp dem ind i fællesskabet, så de ikke på et senere tidspunkt føler behov for at ”skubbe” til andre, for at sikre deres egen plads blandt andre børn.

Med trygge børnefællesskaber kan ALLE børn opleve, at der er en stol til dem i ”livets stoledans”.

Hvis du er blevet nysgerrig på det nye mobbesyn, kan du læse mere lige her.

Få også mere inspiration til, hvordan du kan skabe trygge fællesskaber for din børnegruppe i aktiviteterne herunder.

 

Rigtig god fornøjelse!

Artiklen er skrevet af: Lene Lykkegaard

Materialer og aktiviteter for forskellige aldersgrupper

Få viden, tips og tricks til arbejdet

med børns trivsel og sociale

udvikling direkte i din indbakke.