
”Fri for Mobberi passer godt med vores strategi, og vi ved, at værktøjerne er lige til at gå i gang med”
"Vi er tæt på, at det er Fri for Mobberi, der er kerneopgaven i vores dagtilbud”

Fri for Mobberi giver konkrete redskaber til fagpersoner, der arbejder med børn i alderen 0-9 år. Fokus er at skabe trygge fællesskaber og dermed forebygge mobning. For trygge børnefællesskaber er mobningens modsætning.
I løbet af de næste år bliver Fri for Mobberi udbredt på 19 nye daginstitutioner og syv skoler. Der er nemlig indgået et samarbejdet med Norddjurs, Skive og Stevns kommuner.
Syv af daginstitutionerne ligger i Stevns, hvor ledere og medarbejdere netop har været på deres første kursus som startskud på udrulningen. Men hvorfor er det lige Fri for Mobberi, de har valgt i Stevns?
”Fri for Mobberi passer godt med vores strategi, og vi ved, at værktøjerne er lige til at gå i gang med,” siger Julie Lynge Hall, der er leder af dagtilbudsområdet i Center for Børn & Læring i Stevns Kommune.
Hun har været med til at træffe beslutningen, og det er alt andet end en ’skrivebordsbeslutning’, at Fri for Mobberi nu bliver udbredt i syv daginstitutioner eller ’børnehuse’, som det hedder i Stevns. Julie Lynge Hall fortsætter:
”Jeg er uddannet pædagog og har som leder af institutioner set, hvad Fri for Mobberi kan være med til at gøre. Jeg var på et tidspunkt leder af et børnehus, der var meget udfordret, og jeg så, hvordan vi med Fri for Mobberi kunne arbejde målrettet med børnenes trivsel.”
Hendes kollega Christian Wulff Ploug er pædagogisk konsulent og har også selv erfaring med Fri for Mobberi:
”Jeg har god erfaring med Fri for Mobberi og ved, at materialet er omsætteligt. Det er en god ramme for at arbejde systematisk med børns trivsel og fællesskaber,” siger han.
I Stevns kommune arbejder de ud fra en inklusionsstrategi, og Fri for Mobberi taler godt ind i det syn på børn og fællesskaber, der ligger til grund for den. Christian Wulff Ploug forklarer:
”Vi er optagede af, at så mange børn som muligt får mulighed for at deltage i fællesskabet og forstå dynamikker og børns handlemuligheder i fællesskabet. Alting sker i en kontekst, og det er vores ansvar som voksne og fagpersoner at navigere i det og at favne de børn, der er i udkanten af fællesskabet. Det er det, Fri for Mobberi kan hjælpe os med at sætte fokus på.”
Selvom de selv var med på ideen fra begyndelsen, var det vigtigt for Julie Lynge Hall og Christian Wulff Ploug, at de ikke som kommune tvang noget ned over lederne og daginstitutionerne.
”Det skulle passe med det, de i forvejen har fokus på, og de skulle kunne sætte tid af til implementeringen. Det har de vurderet, inden de sagde ja tak til tilbuddet,” siger Julie Lynge Hall der kommer til at følge processen tæt og holde møder med lederne jævnligt for at høre, hvordan det går med implementeringen af Fri for Mobberi.
Fri for Mobberi har sammen med alt materialet givet Stevns Kommune en køreplan for implementeringen og afholder to kurser i kommunen.
De syv børnehuse i Stevns har netop været samlet på deres første kursus, der er startskud på implementeringen i kommunen.
Sisse Schrøder Hansen er leder af den integrerede institution Hotherdalen og var på kursus sammen med ti medarbejdere.
“Vi arbejder allerede med Fri for Mobberi i vores storebørnsgruppe for at lette overgangen til skolen. Nu har alle medarbejdere været på kursus, og så kan vi udbrede det til hele institutionen,” fortæller hun og sætter ord på det potentiale, hun ser i Fri for Mobberis redskaber:
”Vi bruger redskaberne meget i vores arbejde med fællesskaber. Når børnene lærer, at alle har en værdi og en plads i fællesskabet, er det også sværere ikke at være søde ved hinanden. Og så bruger vi materialerne meget til at tale med børnene om, hvordan de kan aflæse følelser og hjælpe hinanden ind i fællesskabet.”
Den øverste ledelse af Fri for Mobberi ser meget positivt for samarbejdet med tre nye kommuner. For det gør, at endnu flere børn bliver del af trygge fællesskaber.
For Helle Østergaard, direktør i Mary Fonden, er det godt og vigtigt, at kommunerne nu sætter tidligt ind i forhold til at skabe trygge fællesskaber:
”Har man som barn først slået sig på fællesskaber, er det en erfaring man tager med sig videre i livet. Derfor er det så vigtigt at arbejde tidligt og målrettet med at skabe trygge børnefællesskaber,”
siger hun og fortsætter:
”Fri for Mobberi giver fagpersoner et fælles sprog og nye redskaber til at styrke fællesskaberne. Jeg er stolt af, at vi sammen med tre kommuner nu tager endnu et skridt i arbejdet for, at endnu flere børn får mulighed for at opleve, at de hører til.”
Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet, er enig og ser kommunesamarbejdet som et tegn på, at kommunerne tager børnenes trivsel alvorligt:
“For os viser et kommunesamarbejde som det her, at trivselsdagsordenen bliver taget dybt seriøst. Det viser i den grad, at her vil man virkelig gerne gøre en indsats for at hæve børns trivsel generelt. Når en kommune indgår et samarbejde med Fri for Mobberi, får de adgang til et materiale, der kan være med til at skabe trygge overgange fra vuggestue/dagpleje, over i børnehaven og helt ind i skolen. Når børn får positive erfaringer med fællesskaber så tidligt, giver vi dem de bedste betingelser for trivsel på den lange bane.”
Med Fri for Mobberi får kommunerne et kursus, der giver et fælles afsæt og et fælles sprog for både uddannet og ikke-uddannet personale. Det styrker de ansattes fællesskab, og det er en vigtig forudsætning for, at de kan arbejde med trygge børnefællesskaber.
Fotograf: Tor Birk Trads
Stevns Kommune
I Stevns er der 11 børnehuse i alt, hvoraf syv af dem nu går i gang med at implementere Fri for Mobberi. Nogle af de øvrige huse arbejder allerede med programmet.
Skive Kommune
Fem dagtilbud og fem skoler.
Norddjurs Kommune
Syv daginstitutioner og en skole.


Gratis aktiviteter, materialer og inspiration til Fri for Mobberi med de 0-3-årige
Gratis aktiviteter, materialer og inspiration til Fri for Mobberi med de 3-6-årige
Gratis aktiviteter, materialer og inspiration til Fri for Mobberi med de 6-9-årige