”Fri for Mobberi giver os et fælles sprog i bestyrelsen”

|

6. marts 2026
Marie Dollerup Enevoldsen er mor til Oda på fem og Per på tre år, der går i Børnehuset Lundegården i Ballerup. Hun er både med i det helt lokale husråd og i distriktsbestyrelsen, der dækker flere forskellige institutioner. Her oplever hun, at Fri for Mobberi er en god løftestang for samarbejdet mellem forældre og ledelse om børnenes generelle trivsel.

De syv forældretips skaber dialog

Marie, der selv er kommunikationsmedarbejder i Red Barnet, oplever at der netop er brug for et fælles sprog, fordi mange af forældrene ikke har børnefaglig baggrund.

”Vi forældre kommer jo med helt andre fagligheder end ledelsen og personale i institutionerne. Men med Fri for Mobberis forældrematerialer får vi et fælles sprog og et fælles udgangspunkt, og det styrker vores samarbejde, at vi har helt konkrete værktøjer at arbejde med,” siger hun.

Fri for Mobberi er udbredt i alle distriktets institutioner, og bestyrelsen har længe brugt Fri for Mobberis værdier i forhold til at arbejde med fællesskab og tryghed på stuerne. Det seneste halvandet år, hvor Marie har været med, har de især arbejdet med forældretips.

Find forældretips her

Marie har med udgangspunkt i husrådet præsenteret de syv tips på et forældremøde. Hun oplever, at det har stor værdi, at det er forældrene, der er afsendere:

”Der var god respons, og det skabte en rigtig god dialog, hvor forældrene blev bragt mere i spil. Vi kunne forventningsafstemme med hinanden på en god måde i forhold til vores rolle i at skabe trivsel blandt børnene i institutionen.”

Et tip ad gangen

Men forældrene i bestyrelsen og det lokale husråd er også opmærksomme på, at et forældremøde ikke er nok. Så nu arbejder de på at føre kampagne for ét tip ad gangen.

”Det kunne for eksempel være tippet ”Sig hej til alle.” I en stor integreret institution kan det være svært at kende alle. Men det gør noget godt for fællesskabet, at vi kender hinanden bedre. Samtidig er vi gode rollemodeller for børnene, fordi vi viser, at vi kan lide hinanden,” siger Marie Dollerup Enevoldsen.

På spørgsmålet om, hvad hun vil råde ledere og medarbejdere til, svarer Marie:

”Tag fat i de syv tips og forklar, hvad de betyder for det pædagogisk faglige arbejde. Forældre kan sige meget om at være forældre. Men det er lærerigt at få forklaret, hvordan for eksempel det at hilse på alle også bakker op om det faglige trivselsarbejde i institutionen. Giv ejerskab til forældrene og lad dem formidle til deres medforældre.”

Husrådets kampagneideer
Marie Dollerup Enevoldsen og resten af husrådets kampagneideer er blandt andet hjemmelavede plakater med ét tip ad gangen, at skrive ud på Aula og skrive med kridt på fortovet ved børnehusets indgang. Samtidig er de ved at arrangere forældrekaffe før hvert møde, hvor de kan tale om forældretips og generelt tage temperaturen på stemningen.

Andre nyheder

Materialer og aktiviteter for forskellige aldersgrupper

Få viden, tips og tricks til arbejdet

med børns trivsel og sociale

udvikling direkte i din indbakke.