Børnestafet: ”Det var sjovt, fordi der var så mange gæster og bamser”

|

11. juni 2025
Hele indskolingen på Sortebakkeskolen i Nørager holdt et brag af en Børnestafet. Det var en succes for både små og store, så det gør de igen næste år.

Foto: Tor Birk Trads

Michelle Bach Møller er lærer i indskolingen og var med til at arrangere Børnestafetten på Sortebakkeskolen

 

En formiddag i maj ringede klokken ind på Sortebakkeskolen i Nørager i Nordjylland, men børnene skulle ikke til time. De skulle til Børnestafet på sportspladsen bag skolen med 140 lokale gæster og familiemedlemmer som tilskuere.

Michelle Bach Møller er lærer og var med til at planlægge den festlige dag:

”Sidste år holdt vi Børnestafet med børnehaveklassen, og det var så godt et arrangement, at vi besluttede os for at udvide det i år til hele indskolingen,” siger hun og forklarer, hvad de som lærere og pædagoger gerne ville have ud af Børnestafetten:

”Vi ville sætte fokus på fællesskabet – og især at de store hjælper de små. Vi har i en periode efter Corona ikke været så gode til at dyrke det store fællesskab på tværs af indskolingen. Børnestafetten skulle være et startskud til netop det.”

Fællesskabet spillede allerede en rolle i planlægningsfasen, hvor eleverne lavede flag, pynt, kampråb og en startbue af balloner. Det var også eleverne, der satte banen op og fragtede små Bamsevenner og juice ned på sportspladsen.

Fra plejehjemsbeboere til vuggestuebørn

På selve dagen blev fællesskabet udvidet til også at inkludere 140 gæster fra det lokale plejehjem, dagplejemødre og deres børn, lokale vuggestuer, forældre, bedsteforældre og søskende til børnene. Det var i Michelle Bach Møllers øjne med til at gøre dagen til en succes, og børnene var enige. En af dem sagde: ”Det var sjovt, fordi der var så mange gæster og bamser.”

Hele flokken fra plejehjemsbeboere til vuggestuebørn deltog også i den fælles opvarmning inden stafetten, hvor alle samledes i en stor rundkreds med hinanden i hænderne, inden det var tid til selve stafetten.

”Holdene blev kaldt frem og tog en tur på banen med lille Bamseven i hånden. Når alle var igennem, måtte man løbe med lige dem, man havde lyst til,” fortæller Michelle Bach Møller.

 

Det var en fest!

Store Bamseven kom også på overraskelsesvisit til Børnestafetten på Sortebakkeskolen og var klar med krammere og highfives til alle børn. Alt i alt blev dagen netop den festdag fuld af fællesskab, som Michelle havde drømt om. Så de planlægger at gentage succesen næste år. Til andre, der overvejer det samme, siger hun: Gør det – det var en fest!

Læs mere om Børnestafetten og find gratis materialer her.

Sådan arbejder Sortebakkeskolen med Fri for Mobberi

Sortebakkeskolen har arbejdet med Fri for Mobberi i cirka ti år. De har i år for alvor sat Fri for Mobberi på skoleskemaet, og alle pædagoger har været på kursus. De har en fast lektion om ugen i deres faste klasser med forskellige aktiviteter fra kufferten eller Universet.

Michelle Bach Møller og hendes kolleger bruger Fri for Mobberi i hverdagen ved at bruge de fire værdier. For eksempel i snakken med eleverne efter et frikvarter, hvor det hele er gået lidt i hårdknude. Eller i snakken om, hvordan man er en god klassekammerat og om, hvordan man samarbejder på en god måde.

I børnehaveklassen er der ind imellem børn, der får lov til at sidde med en Bamseven, hvis de har brug for lidt ekstra tryghed i en situation. Flere af klasserne i indskolingen har også ugentlige massagehistorier.

Artiklen er skrevet af: Maria Hamilton

Andre nyheder

Materialer og aktiviteter for forskellige aldersgrupper

Få viden, tips og tricks til arbejdet

med børns trivsel og sociale

udvikling direkte i din indbakke.