Sæt fokus på tolerance og mangfoldighed, når I arbejder med det, der gør børnene stolte og får dem til at “stråle”.
Hvad giver børnene i din børnegruppe lys i øjnene? Hvad får dem til at stråle?
Sæt fokus på det, der gør børnene stolte, det, de er gode til, og det, der betyder mest for dem: Alt det der får dem til at stråle!
I aktiviteten producerer børnene en sol, hvor solstrålerne viser det, der er enestående ved den enkelte. Når børnene ser hinandens sole, ser de alt det, de har til fælles.
Når børnene deler deres solstrålehistorier med hinanden, vil de opdage, at de trods forskelligheder kan have fælles drømme, tanker og interesser, og det kan måske udvikle sig til nye venskaber.
Solstrålehistorier skaber mulighederne for en dybere forståelse børnene imellem og for, at de kan sætte sig i hinandens sted. På den måde styrker den tryghed, nysgerrighed og åbenhed – og fremmer respekt og tolerance blandt børnene.
Aktiviteten er en del af Det Flyvende Tæppe, som arbejder med fællesskaber og kulturforståelse i børnehøjde. Se mere om projektet og flotte eksempler på børnenes sole i denne video.