Send et håndtryk rundt

3-6 år | 6-9 år | Gratis aktiviteter | Med børn

En fællesskabende aktivitet, hvor børnene bogstaveligt mærker nærværet fra kammeraterne.

Børnene står i en stor rundkreds med hinanden i hænderne. Når de mærker et håndtryk i deres ene hånd, skal de sende det videre gennem den anden hånd. På denne måde mærker de hinanden, og bliver mindet om, at de hører sammen i et stort fællesskab.

Sådan gør I

  1. Stil jer i en cirkel, og tag hinanden i hænderne.
  2. Vend dig mod barnet til venstre og få øjenkontakt samtidig med, at du giver barnets hånd et let tryk. Forklar, at håndtrykket nu skal hele vejen rundt i cirklen, og at alle skal være opmærksomme på ikke at komme til at trykke hinandens hænder for hårdt.
  3. Barnet skaber derefter øjenkontakt til personen, der står til venstre for ham/hende, giver vedkommendes hånd et let klem og sender på den måde håndtrykket videre.
  4. Når håndtrykket kommer tilbage til dig, spørger du børnene, hvordan det var. Du kan også spørge, hvad der skal til for at legen kan fungere? (fx at I skal holde hinanden i hænderne, så I kan mærke håndtrykket, at I ser hinanden i øjnene, når I sender håndtrykket videre). Det kræver opmærksomhed på hinanden og at alle viser hensyn.

Lav aktiviteten med

De ældste børn i børnehaven og børn i indskolingen

Det skal I bruge

Plads til at kunne stå i en rundkreds.

Tips

  • Efter en eller to runder kan I udvide legen med at sende flere håndtryk af sted i samme retning og evt. et i modsat retning.
  • Prøv aktiviteten med øjnene lukket og i stilhed – hvad sker der med koncentrationen?

Pædagogisk formål

Brug aktiviteten til at minde børnene om, at de hører sammen som gruppe. De skal vise hinanden respekt – og være opmærksomme på hinanden for at få fællesskabet til at fungere.

Relaterede

Materialer og aktiviteter for forskellige aldersgrupper

Få viden, tips og tricks til arbejdet

med børns trivsel og sociale

udvikling direkte i din indbakke.