Hundehvalpe

0-3 år | 3-6 år | Gratis aktiviteter | Med børn

En tilvænningsøvelse, du kan bruge inden børnemassage.

Det er en god idé at arbejde med tilvænningsøvelser, inden du introducerer børnene til børnemassage, så alle føler sig trygge. Med denne leg vænner børnene sig til sansestimuli gennem berøring fra jer fagpersoner. Legen er særligt god for børnegrupper, hvor det kan være forskelligt, hvad børnene har brug for. De har selv mulighed for at opsøge den del af aktiviteten, de har lyst til, og de kan deltage på deres egne præmisser.

Sådan gør I

  1. Læg et par tæpper ud på gulvet, hvor I voksne kan sidde parat til at nusse hvalpene med bløde håndklæder.
  2. Fortæl børnene, at de er en flok små søde og frække hundehvalpe. Sig, at hvalpene enten må lege selv, eller de kan komme ind på hundetæppet og blive vasket og nusset af deres mennesker.
  3. Lad børnene kravle rundt på alle fire og lege hvalpe. Hundehvalpene kan bjæffe og knurre og kravle og trille, og når de skal tisse, letter de ben.
  4. Hundehvalpene kan også kravle ind på hundetæppet, hvor der står en voksen klar til at vaske og børste dem med hænderne over hele kroppen. Efter badet kan hundehvalpene blive tørret med et dejligt blødt håndklæde eller tæppe.

Lav aktiviteten med

Aktiviteten kan laves med børn i vuggestue/dagpleje og de yngste børn i børnehaven.

Det skal I bruge

  • tæpper
  • bløde håndklæder

Tips

Hvis I er flere voksne, kan I opdele rummet i et legeområde og et massageområde, som hundehvalpene frit kan pendulere imellem. Støt børnene i at give hinanden hundevaskemassage. I kan gøre legen mere overskuelig ved at lege med en mindre børnegruppe ad gangen.

Pædagogisk formål

Brug aktiviteten til at arbejde med værdierne tolerance, respekt, omsorg og mod. I giver plads til forskellighed (tolerance), når I giver børnene mulighed for selv at vælge, om de vil ”vaskes” på hundetæppet, eller tumle i baggrunden. I viser respekt ved at acceptere børnenes valg. I viser omsorg, når I nusser med håndklæderne, og børnene viser mod, når de mærker efter, hvad de har lyst til. Legen er et godt eksempel på, hvordan man giver alle børn værdige deltagelsesmuligheder.

Relaterede

Materialer og aktiviteter for forskellige aldersgrupper

Få viden, tips og tricks til arbejdet

med børns trivsel og sociale

udvikling direkte i din indbakke.