Hilsemåder ved opstart af aktivitet eller undervisning

6-9 år | Gratis aktiviteter | Med børn

Skab et vigtigt mødeøjeblik sammen med børnene, før dagens aktivitet eller undervisning går i gang.

Inden en aktivitet og undervisning påbegyndes er det vigtigt, at der er etableret god kontakt mellem den voksne og børnegruppen/klassen. Relationsarbejde finder sted hele tiden, men særlig vigtigt er det ved opstarten af undervisning og aktiviteter, da det er med til at sætte stemningen fra begyndelsen. Nogle gange glemmer vi det, fordi var har så meget fokus på at komme i gang med dagens program.  

Sådan gør I

  1. Bed børnene om at stille sig på en lang række ved døren til det lokale, hvor I skal være.  
  2. Den voksne stiller sig ved døren og har på forhånd forberedt nogle hilsemåder, som børnene kan vælge imellem.
  3. Den voksne hilser på hvert enkelt barn og sørger for god kontakt i hvert enkelt mødeøjeblik. Øjenkontakt er et godt udgangspunkt for kontakt, men accepter, hvis et barn ikke gengælder øjenkontakten.  

Det skal I bruge

Denne plakat med hilsemåderne, så børnene kan pege på den hilsemåde, som de foretrækker.

Download plakaten med de forskellige hilsemåder her

Tips

Det er altid en god idé at komme 5-10 minutter før timen eller aktivitetens opstart og få en god kontakt med de børn, der måtte være kommet før tid. (Vær bevidst om at have en rar fremtoning med fx venligt ansigt og stemmeføring.) 

Variation: I stedet for at stå ved døren, så kan den voksne gå rundt til hvert enkelt barn, der sidder på sin plads, og hilse på barnet ved brug af hilsemåderne. Hvis I har en praksis med Bamseven, så er det oplagt at have Bamseven med på armen, og måske nogle gange lade Bamseven vælge hilsemåde.

Pædagogisk formål

Undersøgelser viser, at de voksnes relation til børn har afgørende betydning for børnenes relationer til hinanden og dermed muligheden for at etablere stærke fællesskaber i klassen1. 

Når den voksne gør noget ekstra for at etablere følelsesmæssig kontakt i begyndelsen af en aktivitet/undervisning, så viser man børnene, at man har dem på sinde, og skaber fra begyndelsen en stemning præget af tillid, tryghed og glæde. Hvis børnene mærker, at de er blevet set og hørt, har de følelsesmæssigt nemmere ved at ”følge den voksne” og blive klar til aktiviteten/undervisningen. For mange børn har det stor betydning at blive mødt på denne måde, inden de skal samarbejde i en læringssituation.  

Den voksne får samtidig mulighed for at skabe kontakt til de børn, der ikke selv tager kontakt, og samtidig får den voksne social information om hvert barn. Dette giver den voksne mulighed for at tage særlige hensyn og eventuelt justere sig efter det enkelte barn i det omfang, det er muligt.  

Relaterede

Materialer og aktiviteter for forskellige aldersgrupper

Få viden, tips og tricks til arbejdet

med børns trivsel og sociale

udvikling direkte i din indbakke.