Den venlige stoleleg

3-6 år | 6-9 år

Som den traditionelle stoleleg, men frem for at kæmpe imod de andre for at få en plads, hjælper børnene hinanden, så alle får en plads, når der bliver færre stole.

Børnene danser/småløber rundt om en gruppe skamler, der står ryg mod ryg. På et tidspunkt fjerner du en skammel. Når musikken standser, skal alle finde en skammel at sidde på, og idet der mangler en skammel, skal børnene hjælpe hinanden med at finde et sted af sidde, fx dele en skammel eller sidde på skødet hos nogen.

Sådan gør I

  1. Gør plads på gulvet og bed alle børnene finde en skammel, som de stiller op i to rækker tæt sammen.
  2. Alle børnene sætter sig på skamlerne med ryggene mod hinanden, og du forklarer reglerne.
  3. Du tænder for musikken, og fjerner straks en skammel, mens børnene danser rundt om rækken af skamler.
  4. Du slukker musikken og børnene skynder sig at finde en plads.
  5. Når alle har fundet et sted at sidde, tænder du igen for musikken og legen fortsætter.
  6. Legen er slut, når I ikke kan få plads til flere børn oven på hinanden på de tilbageværende skamler.

Lav aktiviteten med

Alle børn kan være med.

Det skal I bruge

  • God plads.
  • En skammel eller stol til hvert barn, der er med i legen.
  • Musik og højtalere – brug evt. musikken fra Fri for Mobberi.

Tips

Prøv at gennemføre aktiviteten, hvor børnene ikke må tale sammen, men med deres kropssprog skal vise de andre børn, hvor de kan finde en plads. Tal derefter om, hvordan det så ud, når de blev ”inviteret” med krop, øjne og smil. Hvordan føltes det?

Pædagogisk formål

Børnene skal hjælpe hinanden og vise hinanden omsorg ved at give plads. De samarbejder og viser hinanden respekt, når de deles om de pladser, der er til rådighed. Det styrker deres fællesskab, og I arbejder med det fælles pædagogiske grundlag i den styrkede pædagogiske læreplan, der omhandler børnefællesskaber.

Relaterede

Materialer og aktiviteter for forskellige aldersgrupper

Få viden, tips og tricks til arbejdet

med børns trivsel og sociale

udvikling direkte i din indbakke.