Den lille Bamseven på trampolin

0-3 år | 3-6 år | 6-9 år | Gratis aktiviteter | Med børn

Børnene bruger alle fire værdier til at hjælpe den lille Bamseven

Den lille Bamseven vil gerne hoppe i trampolinen, men tør ikke. Børnene hjælper den lille Bamseven på vej – imens får I rig mulighed for at tale om de fire værdier i Fri for Mobberi – tolerance, respekt, omsorg og mod.

Sådan gør I

  1. Lav en gruppe på 10-15 børn.
  2. Fortæl børnene: ” Den lille Bamseven har i lang tid ønsket sig en trampolin, som den kan hoppe på i haven. Nu har den langt om længe fået den, men tør alligevel ikke hoppe. Vi skal hjælpe den med at finde modet, og det gør vi ved at tage ét skridt ad gangen, så den hele tiden føler sig tryg.”
  3. Fortæl børnene, at de skal sprede sig ud rundt om faldskærmen. Alle tager fat i en snip af faldskærmen, som nu er Bamsevens trampolin. Et barn udvælges til at sikre sig, at Bamseven føler sig tryg. Det kan man se, hvis den smiler. Det gør Bamseven heldigvis.
  4. Bed børnene om at starte med at gå stille rundt mod højre – et par runder rundt. Bamseven ligger stadig i midten og faldskærmen er helt nede ved jorden. Et barn bedes tjekke Bamseven. Hvis den stadig er tryg, kan I gå videre til næste trin.
  5. Bed børnene træde et lille skridt tilbage, så faldskærmen strækkes ud, og er helt strakt ud imellem dem. Bamseven rører ikke mere ved jorden. Et andet barn bedes tjekke Bamseven. Hvis den stadig er tryg, kan I gå videre til næste trin.
  6. Bed børnene gå rundt mod venstre – stille og roligt to runder. Et tredje barn bedes tjekke Bamseven. Hvis den stadig er tryg, kan I gå videre til næste trin.
  7. Du spørger Bamseven, om den er klar til et lille hop. Et fjerde barn bedes tjekke Bamseven. Hvis den smiler, er det et ja.
  8. Bed børnene om at tage armene stille og roligt op og ned, så Bamseven triller rundt på faldskærmen. Et barn bedes tjekke Bamseven. Hvis den stadig er tryg, kan I gå videre til næste trin.
  9. Du spørger Bamseven, om den klar til det store hop. Et femte barn bedes tjekke Bamseven. Hvis den smiler, er det et ja.
  10. Inden børnene får lov at blafre alt hvad de kan med faldskærmen, fortæller du Bamseven, at I hjælper den op igen, hvis den skulle falde af. Børnene blafrer op og ned med faldskærmen, og Bamseven falder (selvfølgelig) af. Du udpeger et sjette barn, der skal samle Bamseven op, lægge den i hænderne, se den i øjnene og spørge: ”Er du ok, Bamseven?” Hvis den smiler, er den ok.

Det skal I bruge

  • En regnbuefaldskærm
  • En lille Bamseven

Tips

Hvis børnene bliver for ivrige og Bamseven falder af før punkt 10, sker der det samme; Et barn samler den op. Den er ok og I fortsætter legen med en påmindelse om at være forsigtige med den lille Bamseven.

Efter aktiviteten roser du børnene for at have været gode kammerater overfor Bamseven og hjulpet den til at finde modet frem. Mod er jo en af Fri for Mobberis værdier. Spørg børnene – kan de huske andre af Fri for Mobberis værdier? Ellers fortæller du om dem og sætter et par ord på. Spørg børnene, om de kan genkende værdierne i det, de lige gjorde for Bamseven?

Eksempler:

  • Tolerance: Det er forskelligt, hvad man er bange for – det er helt ok.
  • Respekt: Vi tager hensyn og går langsomt frem.
  • Omsorg: Vi tjekker om Bamseven er ok
  • Mod: Bamseven bliver mere modig fordi vi tog det stille og roligt – ét skridt ad gangen.

Pædagogisk formål

Aktiviteten kan bruges til at arbejde med Fri for Mobberis fire kerneværdier. Samtidig styrker det børnenes fællesskab, når de ved at arbejde sammen hjælper den lille Bamseven.

Relaterede

Materialer og aktiviteter for forskellige aldersgrupper

Få viden, tips og tricks til arbejdet

med børns trivsel og sociale

udvikling direkte i din indbakke.