Børnene vælger gruppens navn

6-9 år | Gratis aktiviteter | Med børn

Træn børne-demokratiet ved at involvere børnene i navngivning af deres gruppe.

Hvis børnene bliver inddelt i grupper, kan det være en god ide at gøre en aktivitet ud af navngivning af grupperne.

Sådan gør I

  1. Alle børn finder nogle ting, de mener, kunne være et godt navn til gruppen. Enten går I en tur og finder ting, og ellers finder de det på legepladsen/i skolegården. Det kan være fx: mælkebøtter, påskeliljer, sneglehuse, regnorme, tissemyrer, biller, småpinde, sten, blade, nåle fra et nåletræ, grankogler mv.
  2. Hver gruppe lægger deres ting på et tæppe, så alle kan se dem.
  3. Alle børn fortæller, hvad de har lagt på tæppet. De kan have lagt flere ting på, og det er helt i orden. Vær opmærksom på, at de levende ting måske ikke bliver liggende. Hav gerne lidt papir til rådighed, så børn eller voksne kan tegne tingen, så I kan huske den i afstemningen, hvis den skulle vandre væk.
  4. Nu skal udvælgelsen i gang, og alle børn må stemme på én ting. Det gør de ved at lægge en dims – fx en farvet perle ved den ting, de stemmer på. I fjerner de ting, der var færrest stemmer på. Så lander I måske på 10 ting, og gentager processen med én stemme til hvert barn. I gentager processen, til der er to ting tilbage i finalen, hvoraf den ene vælges.

Det kan være en udfordring at gå med børnedemokratiet, hvis børnene fx vælger navnet ”død regnorm”, men her er en oplagt mulighed for at vise børnene, at deres stemmer og perspektiv er vigtige.

Det skal I bruge

  • Ting som børnene selv finder, der kan være et navn for gruppen.
  • Evt. papir og skriveredskaber.

Tips

En demokratisk proces er jo aldrig helt fri. Børnene lader sig påvirke af, hvad de andre børn stemmer på. Hvis I har lyst, kan I vælge at lave en hemmelig afstemning, så børnene ikke ser, hvem der har stemt på hvad.

Pædagogisk formål

Når I involverer børnene i navngivningen af deres grupper, opfylder I to centrale psykologiske behov – behovet for selvbestemmelse og behovet for samhørighed. Altså, behovet for at være betydningsfuld og tilhøre et fællesskab. Og at I tager børnenes perspektiv alvorligt.

Relaterede

Materialer og aktiviteter for forskellige aldersgrupper

Få viden, tips og tricks til arbejdet

med børns trivsel og sociale

udvikling direkte i din indbakke.